Brug Restudy på din computer

Restudy indgår partnerskab med Danmarks største skoleforlag

Artiklen er kopiret fra Borean.dk

Danmarks førende skoleforlag Alinea indgår partnerskab med Borean Innovations porteføljeselskab, den videobaserede læringsplatform, Restudy. Det giver Alineas kunder adgang til over 500 nye undervisningsvideoer og dermed langt flere muligheder for at praktisere flipped learning. Frem til efteråret sker det uden ekstra betaling.

Danmarks største undervisningsforlag til grundskolen er i dag blevet lidt større med annonceringen af et nyt partnerskab med den videobaserede læringsplatform Restudy. Fremover vil 500 videoer til grundskoleniveau inden for næsten alle fag være tilgængelige via syv af Alineas fagportaler.

Restudy blev etableret i 2009 og har hurtigt udviklet sig til Danmarks største producent af undervisningsvideoer, hvor erfarne undervisere sørger for, at kravene til Undervisningsministeriets Forenklede Fælles Mål overholdes.

Tætte partnerskaber en del af strategien
Dermed fortsætter Alinea strategien med at indgå partnerskaber om apps og specialiserede læringsressourcer, der har bevist deres værdi, og som tilfører nye muligheder til Alineas udvalg af læringsmidler til grundskolen.

”Vi har et godt øje til startups, der kommer på banen med innovative apps eller læremidler, som vi mener er til gavn for de lærere, der anvender Alineas læremidler i deres undervisning. Hvis kvaliteten er i top, og vi føler, at det pædagogiske fokus passer til Alineas, slår vi gerne til. Vi er ikke nødvendigvis bedst til det hele selv, og jeg tror ikke, det er sidste gang, vi indgår partnerskab som dette,” siger Cliff Hansen, forlagsdirektør på Alinea.

Videoer streamet i sammenlagt 73.000 lektioner i 2014
Restudy har allerede haft stor succes med at producere videoer til primært gymnasieniveau. I dag har 60.000 studerende fordelt på knap 90 gymnasier landet over adgang til Restudys videoer. Sidste år blev de set, i hvad der sammenlagt svarer til 73.000 undervisningstimer a 45 minutter, og stort set alle kunder vælger hvert år at forny deres abonnement hos Restudy.

Nu vil Restudy gentage succes’en på grundskoleniveau. Det er hovedmotivet for at alliere sig med Danmarks største forlag til netop grundskolen, forklarer direktør for Restudy, Søren Vandel:

”Alinea producerer både klassiske og digitale læremidler i en bredde og kvalitet, hvor vores videoer passer godt ind. Og samtidig har Alinea en unik adgang til grundskolerne, så det er svært at forestille sig en bedre partner for Restudy. ”

Videoer velegnede til flipped learning og lektiecafeer
Partnerskabet mellem Alinea og Restudy er ikke kun et salgs-samarbejde, men også et udviklingssamarbejde.

”Vi glæder os til sammen at skabe nogle helhedsløsninger, der giver lærerne bedre mulighed for at løfte opgaven med at differentiere undervisningen. Video er et perfekt medie til overordnet gennemgang af faglige emner og til at realisere potentialet i det, der kaldes ’flipped learning’, så læreren får frigivet tid til at støtte den enkelte elev i læringsprocessen Det vil også give lærerne større frihed til at hjælpe eleverne i de lektiecafeer, der efter alt at dømme bliver sommerferien obligatoriske for alle elever,” siger Søren Vandel.